Google + Facebook Linkedin Instagram Twitter Email Phone Search Plus Minus Download print
02. maj 2018

Vores solide årsregnskab belønnes med guld AAA-rating

Høyrup & Clemmensen A/S har netop offentliggjort årsregnskab for 2017, som viser et øget aktivitetsniveau i forhold til 2016 og en afkastnings- og soliditetsgrad, der er højere end elbranchens gennemsnit. Samtidig vidner tildelingen af guld AAA-rating om, at vi også er en økonomisk sund og robust elinstallatør i et historisk perspektiv.

Høryup  & Clemmensen  har opnået guld AAA-rating, hvilket forudsætter den højest mulige kreditværdighed 10 år i træk. Bisnode oplyser, at kun 0,06 procent af alle danske virksomheder har opnået guld AAA-rating.

”Vores fokus har i årevis været at drive en stabil og omkostningsbevidst virksomhed med et solidt økonomisk grundlag, så vores kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere kan stole på, at vi også er her i morgen, uanset udsving i konjekturerne. Nu modtager vi så et bevis på det arbejde med guld AAA-rating,” siger Tom Lindquist, adm. direktør i Høyrup & Clemmensen.

Med det netop offentliggjorte årsregnskab for 2017 er Høyrup & Clemmensens direktion også tilfredse med, at bruttofortjenesten er vokset med ca. 13 procent (31,4 mio. kr. i 2017 mod 27,7 mio. kr. i 2016). Resultatet før skat er steget tilsvarende (6,6 mio. kr. i 2017 mod 5,8 mio. kr. i 2016).

”Vi er meget tilfredse med regnskabet, og at vi kommer ud af 2017 med en soliditets- og afkastningsgrad, som er et par procentpoint højere end branchens gennemsnit. Vi er i en investerings- og specialiseringsfase inden for intelligent bygningsteknologi, og på trods af det ender vi med et fornuftigt resultat.”

Investering i specialisering påvirker dækningsgrad

Vi har gennem de seneste år fokuseret på nye forretningsområder i virksomheden: Sikring og BMS – Building Management System, hvor alle bygningsinstallationer integreres og fungerer intelligent i samspil.

For at få større kvalifikationer inden for de teknologiske fag er flere medarbejdere blevet efteruddannet, ligesom vi har valgt at udføre teknikentrepriser og anvende underentreprenører på de øvrige tekniske fag. Når andelen af egenproduktion reduceres, reduceres projektets dækningsgrad også. Til gengæld opnår Høyrup & Clemmensen flere referencer inden for de teknologiske fag.

”Det er en strategisk beslutning at få et solidt fodfæste inden for sikring og BMS, hvor vi styrer al teknologi og installationer i bygninger som hovedentreprenør. Det er vi godt på vej til at opnå. Disse typer af projekter er mere administrativt tunge. Det afspejler markedets priser ikke lige nu, og det påvirker derfor dækningsgraden,” fortæller Tom Lindquist og tilføjer:

”Vi fortsætter med at investere i at udvikle vores kompetencer inden for BMS og sikring, fordi vi vil udnytte den nye teknologi til gavn for kunderne, ligesom vi gerne vil være attraktive over for nye medarbejdere.”

Rekruttering sætter rammerne for forventningerne til 2018

Vendes blikket fremad, forventer direktionen ikke, at hverken aktivitetsniveau eller resultat vil stige nævneværdigt i 2018. Forventningerne til regnskabet for 2018 baseres på den nuværende medarbejderstab (114 ansatte), fordi branchen generelt oplever problemer med at rekruttere elektrikere.

”Vi tilpasser os de rekrutteringsudfordringer, vi ser i branchen, med rettidig omhu. Vi vil ikke tage flere sager ind, end vores nuværende medarbejderstab kan gennemføre. Vi har meget loyale medarbejdere, som også har ydet en ekstra indsats i 2017, så vi har kunnet følge med det stigende aktivitetsniveau. Men deres loyalitet skal ikke misbruges, og derfor stræber vi ikke efter et højere aktivitetsniveau, før vi har bemandingen til det,” siger Tom Lindquist, der tilføjer, at gennemsnitsancienniteten i virksomheden er 10 år.

”Selvom flere af vores medarbejdere har mange års anciennitet i virksomheden, har vi fokus på ikke at hvile på laurbærrene, når det kommer til at skabe en god arbejdsplads med fx gode efteruddannelsesmuligheder. Og fordi vi er en virksomhed med en solid økonomi, har vi også råd til at investere i vores medarbejdere,” slutter Tom Lindquist.