Google + Facebook Linkedin Instagram Twitter Email Phone Search Plus Minus Download print
19. august 2021

Det er med stor glæde, at Michael Jørgensen kan fejre sit 25-års jubilæum i Høyrup & Clemmensen

I 1996 startede Michael som tekniker i Kurt Olsen aut. El-installatør, der senere blev opkøbt af Høyrup & Clemmensen. I dag arbejder Michael som specialist indenfor Høyrup & Clemmensens specialeområde, Sikring. Her arbejder han blandt andet med programmering af adgangskontrol, kameraovervågning og alarmsystemer.

Gennem tiden er Michael blevet udfordret af forskellige problemstillinger, der har været meget komplekse og til tider svære at løse. For Michael har det vigtigste været at løse hvert enkelt problem. Det betyder, at han undersøger problemstillingen nøje og forsøger at løse problemet på den mest optimale måde. Det vigtigste for Michael er nemlig, at kunden får en god service og får løst sit problem.

– I løbet af min tid her i firmaet er jeg stødt på mange udfordringer, der har været med til at gøre mit job endnu mere interessant – jeg har en varierende arbejdsdag med gode udfordringer, som er med til at udvikle og udfordre mig. Når man løser kundens opgaver, giver det en god følelse – dels fordi jeg ved at kunden er glad, men det gør også mig selv glad, fortæller Michael.

Der er ingen tvivl om, at Michael har opbygget stærke kompetencer og en unik viden indenfor sit felt. Det er til stor glæde for både kunder og kollegaer i Høyrup & Clemmensen. Det er tekniker i Høyrup & Clemmensen, Jesper Winkel enig i:

– Jeg synes, at Michael er rigtig dygtig til sit arbejde. Man kan altid komme og spørge ham om et spørgsmål eller hjælp til et problem, man er stødt på. Jeg plejer at kalde Michael ’nørden’, der elsker udfordringer, fordi han har helt styr på sine ting. Michael og jeg har et godt forhold og samarbejde – både på arbejdet og i det private, hvor vi også ses. Han er en fantastisk ven og kollega – en man altid kan regne med og som sjældent er i dårligt humør, fortæller Jesper Winkel.

En anden kollega, der har arbejdet sammen med Michael og som har lært en masse af Michael, er tekniker Mickey Martinsson.

– Jeg lærte Michael at kende dengang jeg startede som lærling i Høyrup & Clemmensen, hvor han i perioder var min svend. Hos Michael tilegnede jeg mig en masse viden, som jeg har glæde af den dag i dag. Jeg henter stadig viden hos min gamle læremester, men forholdet har udviklet sig fra envejskommunikation fra svend til lærling, til i dag at være et godt forhold, hvor vi sparrer med hinanden, hvilket jeg er utroligt glad for. Der er ingen tvivl om, at jeg synes Michael er en god kollega. Selvom vi har arbejdet på alle tidspunkter af døgnet og til tider har haft rigtigt travlt, har vi løst opgaverne med god energi og godt humør, fortæller Mickey Martinsson.

Som person er Michael ydmyg, klog og ikke mindst erfaren, så selvom han ikke ser sig selv som en specialist, men mere som en ’senior tekniker’ som han kalder det, så kan Michael være meget stolt af sin udvikling og indsats hos Høyrup & Clemmensen. Michael roses for hans egagement og store viden om blandt andet programmering af Honeywells produkter. Michael er nemlig personcertificeret og specialiseret indenfor alle Honeywells produkter, hvilket gør ham i stand til at løse de mest komplekse projekter.

Høyrup & Clemmensen sætter stor pris på Michael og takker for det gode samarbejde – vi ser frem til flere år med spændende udfordringer, udvikling og et godt samarbejde.