Google + Facebook Linkedin Instagram Twitter Email Phone Search Plus Minus Download print
26. oktober 2018

Over 300 tavler gennemgået på DTU Lyngby Campus

Høyrup & Clemmensen har siden 2015 udskiftet lavspændingstavler og etableret nye hovedtavler med HPFI- og kombirelæer på DTU Campus i Lyngby. I starten af november afsluttes projektet. Installationerne på DTU Lyngby Campus er dermed fuldt moderniserede.

Det fortæller Lars Pedersen, der er Høyrup & Clemmensens projektleder på opgaven:

”Siden vi indledte samarbejdet med DTU Lyngby Campus i 2015, har vi udskiftet og ombygget lavspændingstavler, installeret hovedtavler med HPFI- og kombirelæer samt opmærket og dokumenteret samtlige elinstallationer. Vi er i øjeblikket ved at afslutte vores tredje og sidste entreprise, hvor vi har gennemgået 105 tavler, herunder installeret 35 nye.”

Samlet set har Høyrup & Clemmensen siden 2015 udskiftet, ombygget og opmærket over 300 tavler samt installeret 10 nye hovedtavler på DTU Lyngby Campus.

Øget sikkerhed og fleksible installationer

Resultatet af Høyrup & Clemmensens arbejde er, at personsikkerheden vil være væsentligt forbedret på DTU Lyngby Campus fremover. Installationerne lever nu op til de gældende regler på området, og med de nye HPFI-relæer kobler systemet ud, hvis der opstår fejl i installationerne.

Samtidig er installationen blevet mere fleksibel:

”I de gamle tavler var der traditionelle smeltesikringer, hvilket gjorde det meget tidskrævende at afsøge og udbedre fejl i systemet. I dag har vi installeret maksimalafbrydere, der begrænser kortslutningerne. Maksimalafbryderne kan desuden slås til igen med det samme, hvis de alligevel kobler ud, så man slipper for at skulle finde nye sikringer,” siger Lars Pedersen og forsætter:

”Maksimalafbryderne har samtidig den fordel, at de kan justeres efter behov. Hvis man eksempelvis har et større event på Campus kan man indstille tavlerne efter den forventede belastning, så man undgår strømafbrydelser proaktivt.”

Opmærkning og dokumentation skaber effektiv fejlfinding

Udover udskiftning af tavler og relæer har Høyrup & Clemmensen også stået for opmærkning og ajourføring af tavle- og tegningsdokumentation på alle installationer. Det betyder, at det i fremtiden bliver nemmere for DTU Lyngby Campus at udbedre eventuelle fejl i det daglige.

”Når samtlige komponenter og grupper er mærket korrekt op, bliver det meget lettere at fejlfinde. Hvis der i fremtiden mangler strøm i en kontakt, kan man blot finde fejlen i tavlen via kontaktens navn. Det gør fejlfindingsproceduren overskuelig, effektiv og sikker,” siger Lars Pedersen.