Google + Facebook Linkedin Instagram Twitter Email Phone Search Plus Minus Download print
Høyrup & Clemmensen elektriker
04. oktober 2021

Troels Helmo-Offersen fejrer sit 10 års jubilæum i Høyrup & Clemmensen

Den. 3. oktober 2021 kunne Troels Helmo-Offersen fejre sit 10 års jubilæum hos Høyrup & Clemmensen. Troels startede som service elektriker og arbejder i dag som sikringstekniker i vores specialeområde Sikring.  

Siden Troels blev en del af Sikring, har han løst og fordybet sig i forskellige opgaver indenfor blandt andet adgangskontrol og programmering af lystring for de 70 skoler, vi servicerer i Københavns Kommune. Troels er meget dygtig til sit arbejde og er meget vellidt blandt kollegaerne med hans væremåde og tilgang til sine opgaver.

– Troels er en god kollega og en hyggelig person. Troels og jeg har arbejdet sammen mange gange med forskellige opgaver. Troels er meget fordybende i alt, hvad han gør – han kan bruge timer på at dygtiggøre sig indenfor et område, for at løse et givent problem, fortæller Niels Funch, elektriker i El & Data.

– Troels er verdens flinkeste fyr, og så er han knald dygtig til det han laver. Jeg vil næsten kalde ham en nørd – ment på den gode måde – hvis der er noget, han ikke kan finde ud af, sætter han sig godt ind i tingene for at udføre dem bedst muligt, fortæller Valentino Bruun, elektriker i El & Data.

Der er flere historier, som Troels tænker tilbage på med et smil. En af dem var dengang Troels og hans kollega Niels Funch skulle trække kabler til belysning på Cirkelbroen, der skulle sættes i vandet ved Christianshavn.

– Vi skulle overnatte på hotel i Randers, hvor vi over 4 dage skulle trække kabler til Cirkelbroen, mens den var på land. Da vi skulle spise aftensmad en af dagene, kom vi forbi et åbningsarrangement på en restaurant, hvor der var pyntet fint op med balloner, glimmer og rød løber. Niels syntes ikke, at jeg var helt klædt på til at gå ind og booke et bord, da vi var i vores beskidte tøj. Så blandt den flotte udsmykning og på den røde løber stod jeg og bestilte et bord – tjenerne kiggede lidt underligt på mig, men jeg forsikrede dem, at vi nok skulle skifte tøj inden vi satte os til bords, fortæller Troels.