Google + Facebook Linkedin Instagram Twitter Email Phone Search Plus Minus Download print
01. juli 2021

Tommi Kvist fejrer 50-års jubilæum i Høyrup & Clemmensen

Den 1. juli 1971, i en alder af blot 16 år, startede Tommi Kvist i Esper Clemmensen, der senere fusionerede med Erik Høyrup, hvoraf virksomhedsnavnet Høyrup & Clemmensen udsprang. Tommi startede sin karriere i firmaet som arbejdsdreng (senere betegnet lærling). I dag arbejder Tommi som serviceelektriker, hvor han i de sidste mange år har haft ansvaret for at servicere de mange boliger og institutioner i Urbanplanen og Hørgården på Amager. Det er en sand bedrift, at Tommi kan fejre sit 50-års jubilæum i Høyrup & Clemmensen. Vi ønsker Tommi et stort tillykke med 50-års jubilæet.

Tommi har mange underholdende anekdoter fra sin tid som både lærling og senere svend, som han med glæde fortæller. Allerede efter første arbejdsdag som lærling, var Tommi ikke helt overbevist om, at han skulle være elektriker. Tommi blev fulgt rundt af en svend, der ikke sagde et ord og som sov i frokostpausen. Det var i hvert fald ikke det, som Tommi havde lyst til resten af sit liv. Tommi meddelte det til sin far, som beroligende sagde, at når Tommi havde været på skole, kom han et nyt sted hen. Det fik Tommi overtalt til at tage af sted igen og igen – og efterhånden som Tommi lærte en masse om el-faget, fangede det hans interesse. Nu nyder Tommi at tage af sted på arbejde hver dag.

– Det bedste ved mit job er, at jeg har meget indflydelse på mine arbejdsopgaver. Jeg kan godt lide, at nogle dage kan man give den en skalle, og andre dage kan man møde lidt senere. Jeg har også nogle rigtig søde kollegaer, hvor jeg synes der er en god tone. Hele klasseforskellen som man så i gamle dage er væk, og det er dejligt, fortæller Tommi Kvist.

En skøn anekdote fra før firmabiler og mobiltelefonen

Hvis vi skruer tiden 50 år tilbage, var det ikke lige så almindeligt at have en firmabil, og mobiltelefonen var slet ikke opfundet endnu. Det gjorde arbejdsdagen en hel del mere udfordrende end den er nu.

– Dengang var der ikke nogen, der kørte rundt i firmabiler, som man kender det i dag. Materialer til byggepladser og lamper til lampeforretningen i Store Kongensgade blev hentet og bragt af en chauffør med uniform fra firmaet. Da chaufføren stoppede i firmaet, fik jeg lov til at overtage denne tjans, hvor jeg skulle køre rundt med materialer to gange om ugen. Da firmaet fik en ny direktør, mente han, at firmaet skulle blive mere moderne, og vi medarbejdere fik løbende en ny, brugt firmabil, hvilket var et stort øjeblik for mange, fortæller Tommi Kvist.

– Mobiltelefonen var heller ikke opfundet dengang, men vi havde en personsøger. Den bippede med et tlf. nr., som vi så skulle ringe til via en telefonboks. Telefonboksene fandt man ofte på gadehjørner, hvor det var ret problematisk at parkere. Men vi synes, det var smart med personsøgeren og endnu smartere, da mobiltelefonen blev opfundet, fortæller Tommi Kvist.

Trofast samarbejde i 50 år

Med 50 års trofast ansættelse i Høyrup & Clemmensen har mange været i løbende kontakt med Tommi. Specialechef i El & Data, Lars E. Petersen er en af dem, der dagligt har kontakt til Tommi.

– Tommi betyder rigtig meget for Høyrup & Clemmensen og vores team i El & Data. Han er en loyal og trofast medarbejder, som vi sætter stor pris på her i firmaet. Der er ikke én opgave, som Tommi ikke kan udføre. Udover sit gode humør er han også meget pligtopfyldende og hurtig til sit arbejde. Tommi er også meget vellidt hos vores kunder og ikke mindst blandt kollegaer. Det er meget værdifuldt for os at have en som ham i teamet, fortæller specialechef Lars E. Petersen.

En god kollega

Høyrup & Clemmensen vil huske Tommi for hans trofasthed, mødepli, altid gode humør og positive indstilling til enhver arbejdsopgave. 

– Jeg tror aldrig, at jeg har hørt den mand sige nej til en opgave. Jeg er sikker på, at hvis jeg ringede til ham midt om natten, og siger at det brænder på, så vil Tommi svare: ”Jeg kører ud og ser på det med det samme”. Tommi er en rigtig god kollega – en man kan regne med. Og så er han god til at involvere mig i sin dagligdag. Af og til fortæller han mig om ”oplevelser fra felten” – store som små, sjove som mindre gode. Det giver mig en bedre indsigt og forståelse af de mange opgaver han udfører, fortæller Connie Schrøder.